På denne side er der en kronologisk oversigt over den trafikale udvikling i Nyborg og på Fyn fra 1865 og frem til idag:
Den 29. august 1922: Den kombineret bil- og jernbaneoverfart mellem Faaborg og Mommark åbnes. Ruten drives af ØK og SFJ. De første jernbanevogne overføres dog først i oktober s. å..
Den 23. september 1923: Odense Omnibus starter kørslen på den første bybuslinie, som går mellem Bolbro og Skt. Jørgensgade. Frem til 1952 udvides linienettet successivt.
Den 5. oktober 1923: Overførslen af smalsporede roevogne på færgeruten mellem Assens og Aarøsund påbegyndes. I Aarøsund har Haderslevs Amts Jernbaner (HAJ) nemlig en station. Der anlægges en tredjeskinne gennem spor 3 på Assens st.. I Assens kan man frem til 1950 opleve tre forskellige sporvidder, 760 mm for roebanen, 1000 mm for HAJ og 1435 mm for DSB.
Den 10. november 1923: Odense Sporveje forlænger hovedlinien fra Hunderupvej ved Bülowsvej ad Læssøegade til Hunderup Skov. Indtil 1928 er det kun hver anden vogn som fortsætter til "skoven".
1925: Den første bybuslinie startes i Svendborg af en privat vognmand.
Den 21. marts 1926: Havnelinien mellem Frelsens Krog og Havnen kører for sidste gang. Havnelinien blev aldrig nogen succes - kun når havnen brændte var der noget at køre med.
Den 22. maj 1926: Sydfyenske Dampskibsselskab (SFDS) åbner jernbanefærgeoverfart mellem Svendborg og Rudkøbing.
Den 30. maj 1926: Odense Sporveje åbner den nye Skibshuslinien som kommer til at køre mellem Frelsens Krog og Bøgevænget (nuv. Bøgebjergvej) på Skibhusvej.
Den 13. maj 1927: Den første tresporet dieselmotorfærge Korsør overtages af DSB.
Den 1. april 1930: Bilfærgeoverfarten til Korsør åbnes, hvor bilfærgen Heimdal indsættes.
Den 17. juni 1931: På færgeruten mellem Svendborg og Ærøskøbing indsættes der en kombineret bil- og jernbanefærge og der er anlagt en godsbanegård i Ærøskøbing.
1933: Færgeleje 4 tages i brug. Samtidigt nedlægges færgeleje 1, som må afgive sin broklap til det nye leje. Det gamle leje bliver så opliggerleje. Færgeleje 4 får i 1937 et leddelt broklap af hensyn til lyntog og MO-vogne.
Den 1. august 1933: DSB overtager sine to første rutebilruter på Fyn og det er ruterne mellem Nyborg og Odense via Ellinge og Ullerslev. Siden den gang har DSB´s Rutebiltrafik udviklet sig til det den er idag. Efterhånden som de forskellige fynske sidebaner er nedlagt har DSB etableret erstatningstrafik med rutebiler.
Maj 1934: Der tages en ny lokalstation i brug, hvor bygningen er opført i funkisstil. I tilknytning dertil åbnes også en benzinstation drevet af Sydfynske Jernbaner. Lokalstationen bliver også ekspeditionssted for bilfærgeoverfarten.
Den 15. maj 1935: Den første Lillebæltsbro åbnes for den daglige trafik og de nye lyntog tages i brug. Den fynske hovedbane forlægges fra Strib til Fredericia. Den dobbeltsporet strækning mellem Middelfart og Strib reduceres til enkeltsporet strækning og bruges fremover som godsbane. Desuden nedlægges jernbanefærgeoverfarten mellem Fredericia og Strib. Samtidigt ophører vedligeholdelsen af damplokomotiver på værkstedet i Nyborg, som herefter foretages på Centralværkstedet i Århus. Rangerlokomotiver vedligeholdes dog i Nyborg frem til 1939.
Den 15. februar 1938: Amtsbanen mellem Haderslev og Aarøsund nedlægges, men overførslen af roevogne mellem Assens og Aarøsund forsætter frem til 1950. Der bevares nemlig et damplokomotiv og et antal roevogne i Aarøsund.
Den 23. juli 1939: Skibhuslinien nedlægges, da der skal køre trolleybusser ud ad Skibhusvej.
Den 8. august 1939: Odense Sporveje åbner sin trolleybuslinie mellem Jernbanegade og Emilievej på Skibhusvej.